Opdræt af

Inkaduen

(scardafella inca)

  Af Karl Gustav Nielsen, Tarm

Inkaduen er en livlig lille due på ca. 20 cm, som næsten aldrig er i ro. Den er ikke nogen sky due, men befinder sig dog bedst i en voliere, som er godt beplantet, og hvor der er mulighed for at søge dækning, hvis den føler sig iagttaget.

Inkaduen bruger meget tid på solbadning. Hertil benytter de, hos mig, ofte et forskallingsbræt, som er anbragt i den ende af volieren, der ikke er beplantet.

De første tre Inkaduer fik jeg i efteråret 1983. Det skulle vise sig at være tre hanner. I sensommeren 1986 kom der en lille sending Inkaduer til landet, sammen med nogle Passerinaduer, ( det var i den tid der var import af fugle ), og af disse nye Inkaduer fik jeg fem stykker. Det var ungduer, som alle havde en meget løs fjerdragt, og derfor var umulige at kønssortere. Det kan for øvrigt også være vanskeligt hos de voksne duer. Den eneste forskel jeg har observeret hos mine Inkaduer er, at brystfarven hos hunnen er, svagere rosafarvet, ellers er begge køn helt ens, både i farver, tegninger og størrelse.

Da foråret kom og sommervoliererne blev taget i brug, kom alle Inkaduerne til at gå sammen, i en voliere, hvor jeg kunne holde øje med dem, uden at de kunne se mig.

En søndag eftermiddag ca. 14 dage efter at duerne var kommet ud i deres nye omgivelser, begyndte der at ske noget hos Inkaduerne, det var - viste det sig senere - en han, som var ved at overtage magten i volieren. Jeg satte mig til at iagttage opgøret fra mit skjul.

Før duerne blev lukket ud i sommervolieren, havde jeg ringmærket dem med forskelligt farvede fodringe, for at være helt sikker på, at jeg kunne se forskel på dem.

Efter et par timers iagttagelse, var jeg ikke i tvivl om, at blå og rød fodring var 1,1 og at der var opstået sympati mellem dem.

De valgte en kurverede, som var anbragt i nogle fyrtoppe ca. 1,5 meter over jorden. Her byggede de en, efter deres størrelse, en stor rede på mindst 15 cm i højden og en diameter på en 10-12 cm.

Især højden på reden var jeg noget betaget af, da duer ellers som bekendt ikke gør meget ud af redebygningen. Efter fem dages redebygning blev der lagt to hvide æg.

For ikke at forstyrre parret, valgte jeg ikke at flytte de overskydende duer, men lade dem blive gående i flok.

Det resulterede i megen uro i volieren og ved reden. Det ene æg gik da også tabt, men det andet æg var befrugtet, og klækkede efter 14 dage. Ungen voksede sig meget hurtigt stor, og forlod reden kun 13 dage gammel.

Inkadue-unger er meget sikre på vingerne, selv på førstedagen har de næste ingen problemer med at klare de nye udfordringer.

Inkaduen har ingen egentlig ungfugledragt, så når ungerne forlader reden, er deres fjerdragt næsten som forældrenes, dog lidt lysere og halen noget kortere.

Da ungen havde forladt reden, flyttede jeg de overskydende duer væk fra volieren, det gav ro og da ynglesæsonen var slut havde Inkaduerne fem dejlige unger – et resultat jeg, på duernes vegne, er meget stolt af.

Hos de overskydende Inkaduer blev der ingen unger, men med et tilskud på fem unger af eget opdræt, må man håbe på flere par i den kommende ynglesæson, så vi fremover kan bevare denne dejlige due i vort fuglehold.

Det var den opdrætsberetning jeg skrev i 1988.

I en kommentar til opdrætsberetningen skrev Kristian Saugbjerg Andersen.

I fangenskab :

Inkaduen har aldrig været almindelig i vort fuglehold, og den var vel omtrent borte , da vi fik import i 86. Den er ret sky, men hvis de får en mindre voliere for sig selv, eller kommer til at gå i en større vel-tilplantet voliere, så skulle de ikke være umulige at få opdræt af, hvilket ovenstående opdræts beretning også viser.

Udover dette opdræt har der i 1987 været yderligere et par opdræt, så vi er godt på vej til at få Inkaduen etableret i det danske fuglehold.

Efterskrift i 2011 :

Den import af Inkaduer der kom til landet i 1986, var meget godt for avls-resultatet nogle år frem.

Jeg havde opdræt af Inkaduen i flere år. Så døde den med blå fodring, det var hannen, og det gamle par var dermed opløst, jeg fik ikke flere unger med den gamle hun.

Vi har en interessegruppe for vild-duer, hvor vi udveksler erfaring og hjælper hinanden, hvis der skulle opstå mangler, det giver jo ingen unger, hvis fuglene sidder alene.

Jeg fik aldrig etableret et nyt par, der ville yngle.

Desværre blev den sidste opdræt, ved et af medlemmerne i interessegruppen, registreret i 2004.

I 2005 var der flere medlemmer der gerne ville købe Inkaduer. Og i foråret 2006 var der ingen medlemmer, i vores interessegruppe, der oplyste… at Inkaduen var i deres voliere.

Nu i 2010 er vi desværre tilbage til samme situation som i 1986, Inkaduen er omtrent borte

igen i Danmark, hvis der overhovedet er nogen tilbage.