Opdræt af

Malet astrild

Emblema pictum

Af BRUNO R. BACH, Skjern

Beskrivelse

Længde 11 cm.  Hun: ryggen brun, flanker sorte med hvide pletter, som går sammen over brystet, bugen rød, rød maske omkring øjnene. Hannen: ryggen brun, flanker sorte med hvide pletter, som ikke sidder så tæt som hos hunnen, bugen rød og går næsten sammen med ansigtsmasken, som er mere udbredt og går helt ned på struben, overgump og side rød, halen sort.

Levested

Udbredt i store dele af Australien i områder med spinifex, som er en hårdfør græsart, tilpasset til den fattigste, tørreste og mindst nærende jord i Australien. Det er den mest almindelige form for vegetation i Australien, der næsten dækker en fjerdedel af hele kontinentet. Græsset danner skjulested for deres meget lille rede (kun 10–12 cm i diameter) som bygges i græstuerne på et underlag af små sten. De opholder sig meget på jorden, hvor de kan ses, enten parvis eller i små flokke, søgende efter føden, som hovedsagelig består af frø fra spinifexgræs.

Mine fugle

Jeg havde et stykke tid set efter denne fugl på forskellige fuglemarkeder, men ikke fundet nogen som jeg havde lyst til at købe, hanner var der nok af, men et par i god kondition og fjerdragt havde jeg ikke set, og så ville jeg hellere vente til de rette dukkede op. På efterårsmarkedet i Kolding 2016, sad der så et par, som så rigtig godt ud, og jeg fik forhandlet mig frem til en fair pris for dem, og fuglene kom så med hjem og blev sat i mit karantænebur, som er et kassebur på 100×50×40 cm, som jeg altid gør, så kunne de jo gå og hygge sig der de næste 3 uger. Jeg havde hørt, at de gerne ville have en rede at sove i, så jeg placerede en rede, som mine røde dråbeastrilder havde forladt, i bunden af kasseburet, den morede de sig da også vældig med, for dagen efter var den splittet i atomer. Så hængte jeg en kasserede op til dem, den kunne de da ikke ødelægge. Det var noget de kunne bruge, for næste dag havde de samlet den ødelagte rede op i kassen. Jeg havde kameraovervågning på dem, og kunne så også konstatere, at de ikke brugte reden til at sove i.

Opdræt

Den13. november kunne jeg se, at de opholdt sig meget i reden, og kunne da ikke styre min nysgerrighed og skulle lige mærke i reden, noget jeg ellers ikke gør, og kunne konstatere at der var to æg, og der blev lagt to mere. Rugningen blev påbegyndt, da de havde lagt to æg. Den 27. november, efter 14 dages rugning, var der unger i reden. Den 1. december da jeg fodrede lå der en unge i bunden, jeg fik givet den lidt varme og lagde den tilbage i reden. Den var nok faldet ud ved et uheld, for den blev fint passet de næste dage. Den 10. december blev 1 unge dog smidt ud, og dagen efter endnu en, så nu var der kun to tilbage. Fra ungerne var 14 dage gamle, sov forældrene ikke længere i reden sammen med ungerne og den 19. december kom der to unger af reden. Den ene døde desværre to uger senere, den havde nu heller ikke været rigtig kvik. Men man kan da sige, at de havde brugt den tid, de skulle sidde i karantæne, fornuftigt. 

De blev nu, sammen med ungen, flyttet over i en lille voliere, 180×90×80 cm. som jeg havde monteret med noget højt græs, som de kunne bygge i, det passede dem så ikke, de blev ved med at ville ind i en grangren, hvor det ikke kunne lade sig gøre at bygge. Så satte jeg en kasserede ind med front mod grenen, der gik ikke lang tid inden de gik i reden og altid gennem grangrenen, selv om det var lettere at flyve direkte ind. Den 4. januar var der igen æg, denne gang blev det til fem æg, og fire unger forlod reden. Den femte døde et par dage, før de forlod reden. Det blev til yderlige et forsøg hvor det kun blev til en enkelt unge.

Hos mig har det været nødvendig at fjerne ungerne fra forældrene, når de er 14 dage, da de var i gang med næste kuld, og hannen jager dem, men de er hurtig selvstændige, så det gav ingen problemer. Så det blev i alt til seks unger, fem hunner og én han, som desværre havde en skæv fod fra fødslen, dette ser dog ikke ud til at genere ham, så det må da siges at være et udmærket resultat af det første halve år, jeg har haft dem.

Svære at stoppe

Da de nu efter 3 kuld ikke skulle yngle mere, blev de flyttet over i min kældervoliere, hvor de kom til at gå sammen med deres egne unger og nogle Gouldsamadineunger, her var der et par redekasser til at sove i, men der var ingen redemateriale, så jeg regnede med at så stoppede de nok, men en dag kom jeg til at se i en af kasserne, her havde de samlet en masse fugleklatter i bunden af redekassen, og lagt æg deri. Så var jeg nødt til at prøve noget andet for at få dem stoppet, og satte dem ud i den af mine ude volierer, hvor jeg bedst kunne se, hvad de foretog sig. Det ser nu ud til, at de så endelig er stoppet, og sidder bare og nyder det gode vejr.

Foder

Jeg fik at vide af ham, jeg købte dem af, at de bare skulle have noget tørt og spiret frø og hirsekolber, så ville det være fint til dem, og det er det måske også, når man ser på hvad de spiser i naturen. Jeg prøvede dog at udvide sortimentet lidt ved at give dem lidt levende buffaloorm, myreæg, agurk og nogle frosne myggelarver. De tog lidt af det hele, men især myreæggene og myggelarverne, tog de gerne. Nogle dage kunne de tømme en skål myggelarver på kort tid, næste dag rørte de dem måske ikke, men de fik en lille skål hver dag. Det spirede frø blandede jeg med lidt æggefoder og Perle morbide®.

Mine erfaringer

Normalt fører jeg ikke redekontrol hos mine fugle, men nu havde jeg startet hos dem, og det så jo ud til at det ikke generede dem, så jeg tog redekassen ud hver dag og tog billeder for at følge udviklingen hos ungerne. Forældrene hoppede altid på reden igen kort efter jeg havde sat den tilbage i volieren, så det generede dem overhovedet ikke.

Malet astrild er en meget rolig og ikke særlig sky fugl, man skal næsten genne den væk for at komme til at skifte foderskålene. De er fredelige over for andre og kan fint gå i en voliere med andre småfugle.

Jeg har talt med andre, som har dem, nogle er enig i min teori om, at de er kønsvisende, allerede når de forlader reden, men hos mine har det været sådan, at hunnerne har været lysere på flankerne, og de hvide pletter sidder tættere og ser mere grumset ud, og pletterne hen over brystet går lidt længere ned (ses på billedet af de to unger der sidder på hirsekolben).  Allerede 4– 5 uger gamle begynder de at udfarve, og hannerne begynder så småt at synge.